Jeg har gennem noget tid arbejdet hårdt for at komme tilbage i anstændig cykelform.
Og jeg har reklameret med det før, men har de sidste år i stigende grad været begrænset
af fysiske skavanker, der altid er til stede i et vist omfang, men går meget op og ned
– når det er værst kan jeg glemme alt om at cykle, men når det er bedst, kan jeg
køre relativt ubegrænset. Jeg har ikke en egentlig diagnose på det, andet end at der
formentlig sker en form for reaktiv gigtreaktion, men jeg har efterhånden forstået, at
det i et eller andet omfang også hænger sammen med min mentale tilstand… Som
ærligt er lidt udfordret til tider. Jeg har været ramt af sygdomsangst, som kan være
komplet invaliderende, særligt indtil du forstår, hvad der foregår og får en slags ro på,
og det har presset mit system overraskende meget – kroppen fungerer bare ikke
ordentligt, når hovedet ikke gør. Derudover, når man først er ramt af psykisk bøvl,
bliver man bare generelt lidt mere skrøbelig – det er i hvert fald min erfaring.
Anyways, jeg har haft en rigtig god periode hen over vinteren, hvor kroppen og
hovedet har sagt ja tak til længere, hårdere cykelture, og det er endt med, at jeg er
kommet i ret god form. Jeg har fået oparbejdet nogle gode rutiner med daglig core-
og let styrketræning samt udstrækning, hvilket har gjort min krop mærkbart bedre i
stand til at håndtere og modarbejde, når skavankerne har banket på døren – så jeg er
meget hurtigere ovenpå igen, og det driller langt mindre hyppigt. Jeg har desuden
anskaffet mig en stål-mtb i moderne trail-geometri, der er tung som et ondt år
sammenlignet med min gravelbike, men komforten er uovertruffen, og jeg kan køre
længe på den uden brok fra ryg og nakke. Man får sig desuden en seriøst god
workout, når man træder til i et par timer på den. Alt er bare hårdere at forcere, og
jeg er typen der godt kan lide at køre mig i hegnet og være små-utilpas under og
umiddelbart efter køreturen ;-)
Det har så også givet mulighed for min første bikepacking-tur i noget tid. Jeg tog
derfor toget lørdag formiddag i starten af april fra København H. til Höör i Skåne,
hvorfra jeg havde forberedt en rute på godt 53 km så vidt muligt på grus, som med lidt omveje og rutejusteringer blev til små 59 km… I modvind… Med godt læs på en i forvejen tung cykel… Det blev hårdt, men jeg havde det aldeles fremragende, da jeg ankom til shelterpladsen ved Hörje. Vejret var koldt men flot, og jeg sov alletiders i
bålhytten. Næste morgen tog jeg mig god tid til grød og kaffe, lidt Formel 1 på
mobilen og at få pakket ned. Ruten til toget i Hässleholm med lidt omveje var 22 km, og jeg ærgrede mig over at jeg ikke kunne køre længere den dag – jeg havde det pissegodt, både i krop og hjerne.
Ruten i sig selv var ganske OK, men jeg ramte nogle dead ends og afspærringer ved
bondegårde inkl. jagtende hunde, så der er noget optimering at gøre der. Jeg vil dog
fremhæve de første kilometer af søndagens korte tur – de foregik i Vedema fra shelteret, hvor Skåneleden går igennem et ekstremt smukt og kuperet skovområde. Det område
fortjener en dedikeret rute, som formentlig bliver min næste tur. Og det bliver snart, for jeg kan ikke vente med at komme afsted igen og udnytte de gode ben.