top of page

Lokal 'overnighter' i Nordsjælland

Opdateret: 23. jan. 2020


Bikepacking Nordsjælland Danmark
Hornbæk Plantage, Nordsjælland.

Bikepacking behøver ikke være et stort projekt hver gang - dagsture er en fed måde at få powercharget batterierne på en tur som den jeg beskriver herunder! Bikepacking.com har desuden netop lanceret "Local Overnighter Project", hvor de via brugerfortællinger og deling af ruter laver et globalt kort over 'overnighters', eller korte bikepackingture - super fed måde at dele og samle inspiration, som jeg personligt kommer til at deltage i og få meget glæde af. Tjek det ud på https://bikepacking.com/overnighters/.


#Microadventures er blevet ret udbredt, og hvorfor ikke? Jeg ved ikke med dig, men jeg har en rimelig tætpakket kalender med en kone, der jævnligt arbejder weekend, tre børn, krævende job, osv. osv., så jeg tager ikke lige på tur hver anden weekend. Så man må være kreativ, for behovet for at komme ud i den friske luft og hvile ører og hjerne forsvinder ikke - det vokser derimod i takt med at kalenderen fyldes ud.

Så da muligheden bød sig, tog jeg en 24-timers overnighter fra hjemmet i Søborg gennem masser af skov mod Hornbæk Plantage på nordkysten.


Turen startede sidst på formiddagen onsdag og gik til Farum, hvorfra det ved Bregnerød gik igennem Ravnsholt og Kratbjergskoven. Derfra et lille stykke asfalt mod Tokkekøb Hegn og Store Dyrehave. Andre skove på ruten var Grønholt Hegn, Danstrup, Krogenberg, Gurre og Horserød Hegn. Der er så meget lækker skov og grus, og du kan i det store hele undgå asfalt hvis du vil. Personligt synes jeg faktisk, at det på denne årstid efter en periode med meget regn, er meget rart med afbræk med lidt asfalteret vej under dækkene mellem skove og grusveje. Det kan godt i længden blive tungt at træde, når du har godt læs på og skovvejene trods alt er ret bløde lige nu. Alt i alt en virkelig fin rute igennem det Nordsjællandske!


Fremme ved Hornbæk Plantage mødes du at et fantastisk panorama. Shelteret, jeg kørte mod, ligger ikke ved vandet, men et par hundrede meter inde i skoven, og det er ikke det mest isolerede sted i verden. Så hvis du virkelig vil være helt i fred skal du slå telt op et andet sted, men med regn på vej og en tur direkte på arbejde i Hørsholm dagen efter, prioriterede jeg at kunne holde mit grej tørt og bruge et af de to shelters. Det andet shelter blev taget af Tobias, der er endnu mere natur- og bikepackingnørd end jeg er - han fik invitation til at kigge ud til en øl, og den tog han. Det blev til et par stykker ved bålet og en masse gode historier fra hans ret så fede erfaringer med bikepacking i ind- og udland. #misundelig Fedt at møde ligesindede!


En hurtig tur på sammenlagt ca. 120 km inkl. turen langs kysten til arbejde i Hørsholm, men nok til at blive luftet igennem og opleve nye lækre skovveje. Dagsture kommer klart til at blive prioriteret højere fra mig fremover!


Skriv (slowbikedk@gmail.com) hvis du vil med! :-)




549 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page